Sange
Nu flyver mørkets fugle ud
Nu flyver mørkets fugle ud
med tyste vingeslag,
mens dagens sønner skikker bud
om festligt vennelag.
Hej, spejder, vil du bære ved
til broderskabets bål!
Nu mødes de,
som sammen stred
for løftets store mål.
Mens tusind sære skygger gror
af nattens brede favn,
Vi stævner hid fra syd og nord
og tænder her vor bavn.
Hej, spejder, vil du bære ved
til broderskabets bål!
Nu mødes de, som sammen stred
for løftets store mål.
Om bålet slutter vi en ring
af glade stemmers kor,
mens flammerne i kåde spring
forsvinder uden spor.
Hej, spejder, vil du bære ved
til broderskabets bål!
Nu mødes de, som sammen stred
for løftets store mål.
Så smeder vi en kæde fast,
og viden om den når.
En spejderflok står last og brast,
hvordan det så end går.
Hej, spejder, vil du bære ved
til broderskabets bål!
Nu mødes de, som sammen stred
for løftets store mål.
Brevet fra en juniorspejder
Kære mor og farmand
her er brev fra lille Brian.
Vi har sjov i spejderhytten.
Vi bor 32, her er plads til sytten.
Stor barak med mange senge,
kan I sende flere penge?
Det vil være en go’ gerning
Jeg har spillet hver øre bort på terning.
Jeg har knækket to fortænder
for jeg skulle gå på hænder
og min næse har jeg brækket,
så når mor ser mig, bli’r hun nok forskrækket.
Spejderledr’n har de hentet
det gik bedre end forventet.
Strømerne de kør’t ham væk, mand
det var sidste tirsdag da vi leged’ skovbrand
Ud’ i skoven er der rådyr.
Og i hytten er der smådyr,
og min bedste ven, ham Tage
har en Schweizerkniv helt nede i sin mave.
Så ham ska’ de operere,
nå nu bli’r det ikk’ til mere,
mange hilsner, tak for pakken –
nu skal vi ud og brænde granbaraken!
Natteravn
[Vers 1]
Det sker altid – hver eneste gang,
når natten trænger sig på,
og vi synger den sidste sang,
er tiden pluds’lig gået i stå.
[Omkvæd]
Det er ik’ tilfældigt at,
man bli’r natteravn,
sådan en mærk’lig sommernat,
vi trykkes ind i lejrens tætte favn.
[Vers 2]
Luften er tæt af røg og sang,
den varmer hver en krop.
“Imellem venner…” endnu en gang,
og rustne stemmer blusser op.
[Omkvæd]
Det er ik’ tilfældigt at,
man bli’r natteravn,
sådan en mærk’lig sommernat,
vi trykkes ind i lejrens tætte favn.
[Vers 3]
Tomme krus bli’r fyldte på ny,
og kredsen varm og stærk,
lyser op i teltenes by –
det er natten og mørkets værk.
[Omkvæd]
Det er ik’ tilfældigt at,
man bli’r natteravn,
sådan en mærk’lig sommernat,
vi trykkes ind i lejrens tætte favn.
[Vers 4]
Vinden bærer gnisterne med,
når øjnene fyldes af røg.
Hjemme vil du mindes ved
lejrens søde duft i dit tøj.
[Omkvæd]
Det er ik’ tilfældigt at,
man bli’r natteravn,
sådan en mærk’lig sommernat,
vi trykkes ind i lejrens tætte favn.
Tænd op vor ild
Tænd op vor ild! Det er bålets tid,
se aftenstjernen klar.
Vort fællesskab efter dagens flid
sin bedste time nu har.
Om flammen i gammen
vi sammen synge vil.
Den knitrer og sitrer
og leger så sælsomt dertil.
Betagne sidder vi, hygge-rart
i gæve venners rad,
og nyder gnisternes himmelfart
hver vits, hver sketch og hvert kvad.
Om flammen i gammen
vi sammen synge vil,
ja synge hver tynge
langt bort fra vort broderskabs ild!
Med skæmt og latter blev kredsen sat,
som rammer bålet ind;
dog alvorsord i den lyse nat
skal også stemme vort sind.
Om flammen i gammen
vi sammen lytter tyst;
den bedste vi fæste
vor lid og vor vilje med lyst!